Taste of Limmud – et skridt videre

ØresundsLimmud er for alle de, der interesserer sig for jødisk kultur, religion, historie, musik osv. Næste gang konferencen holdes, er i starten af marts 2020 i Malmø.

Men inden da…. er der masser af andre muligheder for at møde os. På Jødisk Kulturfestival serverer vi fire smagsprøver, og du er naturligvis hjertelig velkommen til at deltage.

Programmet ser sådan ud:

Søndag 2. juni kl. 15.00-16.30
“At leve som jøde i dagens Danmark”
Journalist Sanne Cigale Benmouyal og skuespiller og blogger Lior Foigel er to unge, velformulerede og eftertænksomme jøder, der ad forskellig vej har fundet frem til værdien og nødvendigheden af åbenhed i deres omgang med omverdenen. Med Jonathan Harmat som interviewer kommer vi rundt om deres tanker, erfaringer og engagement med jødisk identitet. Vi forventer aktiv deltagelse fra publikum.

 

Mandag den 10. juni
kl. 14.00 – 15.00

Adrienne Mannov:

“Operasanger og Kantor – forskelle og ligheder”

Med udgangspunkt i sin professionelle uddannelse som operasanger, og med sin mangeårige erfaring som kantor i Danmark og senest USA, fortæller Adrienne Mannov om de to former for sang. Hun analyserer deres betydning, hvad de har til fælles, kantorens rolle og samspillet med kor og menighed. Som Phd. i antropologi formår Adrienne Mannov at sætte kunsten i sammenhæng, så alle bliver klogere.

kl. 14.00 – 15.00

Anne Sarah Weimar:
“Delikat kosher mad til hverdag og fest”

Kosher spiseregler kan virke helt uoverskuelige for den, der ikke ved, hvordan man kommer i gang.

– Hvilken betydning har det for dig at leve kosher – eller ikke?

– Hvordan håndterer du at spise kosher, når alle andre omkring dig, ikke gør det samme?

– Hvor kan du hente inspiration til at få flere kosher retter ind i din hverdag?

I de senere år er interessen for delikat tilberedt mad, lavet af gode råvarer, nærmest eksploderet. Uanset om tilberedelsen af kosher mad har en spirituel dimension, er traditionelt betinget eller drevet af oprigtig nysgerrighed, så er ligger der en rigdom af madvarer, som bare venter på at blive nydt og smagt på. Kom og lyt med når journalist, kommunikationsrådgiver og forfatter bag madbloggen New Nordic Kosher Kitchen, Anne Sarah Weimar rører i den mentale gryde og deler ud af sine erfaringer.

kl. 15.00 – 16.00

Jonatan Møller Sousa:

“FNs fordømmelser af Israel – en kritisk gennemgang”

Det er næsten komisk, hvis ikke det var tragisk. Det land, der uden sammenligning modtager mest fordømmelse i FN, er Israel – et lille demokrati med lige rettigheder for alle borgere og en fri presse.

Vi går igennem nogle af de centrale nye vedtagelser i FN, hvor Israel fordømmes, og vi ser på hvilke lande, der stemmer for og imod. Få nye vinkler på hvilken betydning FN’s fordømmelser har når daglig leder af Forum for dialog om Israel, Jonathan Sousa Møller, perspektiverer problematikken.

kl. 15.00 – 16.00

Danny Raymond:

“Israel i lyset af det seneste valg til Knesset 2019”

Med valget til Knesset står Israel i en ny politisk virkelighed.

– Hvad er udsigterne til kommende fredsforhandlinger imellem Israel og Palæstinenserne?

– Hvilken geopolitisk virkelighed befinder Israel sig i i forhold til sine arabiske naboer?

– Hvordan influerer USA’s (Trump administrationens) politik på Israels sikkerhedspolitik?

Da denne tekst er skrevet forud for valgets afvikling i Israel, er temaet holdt lidt åbent. Men hovedindholdet af foredraget vil handle om Israels fremtidige politik set i relation til den nye politiske situation efter valget i april 2019. Hør studieadjunkt på Institut for Kultur og Globale Studier (SAMF), Aalborg Universitet, Danny Raymond, give sit bud på, hvad valget i Israel kan komme til at betyde for fremtiden.